Nogle mennesker falder i søvn, så snart hovedet rammer puden. Andre ligger vågne og gennemgår dagen igen og igen. Hvad sagde jeg? Gjorde jeg det rigtige? Hvad hvis noget går galt i morgen? Bekymring kan begynde som et forsøg på at forberede sig – men ender ofte som et fængsel af tanker, man ikke kan slippe ud af.

Som terapi møder jeg mange, der beskriver, hvordan tankemylderet tager magten. De kan ikke lade være med at analysere, kontrollere og forudse. Det føles, som om tankerne beskytter dem mod det værste, men i virkeligheden holder de dem fast i uro. Kroppen er i alarmberedskab, selv når alt ser roligt ud.

Bekymring og overtænkning handler sjældent om virkelige problemer. Den handler om behovet for kontrol i en verden, der ikke kan kontrolleres. Når man overtænker, forsøger man at skabe sikkerhed gennem analyse – men jo mere man tænker, desto mere usikker bliver man. Tankerne kredser i ring, og roen forsvinder.

I terapien undersøger vi, hvad bekymringerne egentlig prøver at hjælpe med. Ofte ligger der et mønster af overansvar: et indre krav om at have styr på alt, at være den, der forudser problemer, at sikre, at intet går galt. Det er en strategi, der engang har givet tryghed – men som nu dræner energien.

Et vigtigt skridt er at lære at genkende, hvornår tanker er nyttige, og hvornår de bare er støj. Det betyder ikke, at man skal stoppe med at tænke, men at man kan vælge, hvilke tanker der fortjener opmærksomhed. Man begynder at opdage, at bekymringer ikke er fakta – de er antagelser. Og de mister magten, når man holder op med at tage dem for sandheder.

Mange oplever, at kroppen reagerer, før sindet gør. Hjertebanken, uro, træthed. Når man arbejder med bekymring, er det derfor vigtigt at inddrage kroppen – gennem vejrtrækning, bevægelse og pauser. Det hjælper nervesystemet til at forstå, at faren ikke er reel.

Overansvar og bekymring går ofte hånd i hånd med empati. Det er typisk mennesker, der tager hensyn, planlægger og passer på andre, som bliver fanget i det. De har lært, at det er deres ansvar, at tingene går godt. I virkeligheden er det et udtryk for omsorg – bare uden grænser.

Når man lærer at slippe kontrollen en smule, sker der noget befriende: tankerne bliver mildere, og livet bliver lettere. Bekymring mister sin kraft, når man tør tro på, at man nok skal kunne håndtere det, der måtte ske – også uden at have tænkt det hele igennem først.

Når man begynder at øve sig i at give slip på tankerne, opdager mange, at stilheden ikke er farlig, men forløsende. Det kan føles uvant i starten – som om man mister kontrollen – men i virkeligheden er det her, man begynder at genvinde den. Ro handler ikke om at stoppe tanker, men om at lade dem passere uden at gribe fat i hver eneste. Med tiden bliver det lettere at mærke kroppen, trække vejret dybt og være til stede i øjeblikket. Tankerne kommer stadig, men de styrer ikke længere alt. Det er her, friheden langsomt vender tilbage – én rolig vejrtrækning ad gangen.